fredag den 28. september 2012

"Tøsefarvet" Kikærtesnack

Jeg tænker i lyserød mad for tiden, fordi jeg, til ære for støt brysterne kampagnen, lader op til lyserød lørdag d. 6. oktober.
I dag kom der så, små kikærtesnacks med rødbede og bladbede, ud af det. Tanken var i første omgang egentlig bare, at lave nogle kikærteklatkager, jeg har set for længe siden i Cottage River på DR2 (elsker det program). Undervejs fik jeg så lyst til at lave dem lyserøde og hvad kunne være bedre at gøre det med, end at rive lidt rødbede ned i massen. De blev dog nok nærmere pinkfarvede.
Det skønne ved sådan en lille sag som denne er, at den kan varieres ud i det uendelige, med forskellige grøntsager, krydderurter og krydderier. Så jeg kan næsten ikke vente til jeg skal finde på en ny variation, meget snart.



Opskrift: 

 1 dåse kikærter
3 æggehvider
½ dl havregryn
½ dl hvedemel
30 g fintrevet rødbede
En lille håndfuld fint snittet bladbede (eller anden sprød grøntsag)
Salt
Timian

  1. Kikærterne drænes for væde og mases lidt med fx en kartoffelmoser, men ikke mere end at der stadig er hele kikærter imellem.
  2. Kikærterne blandes med resten af ingredienserne.
  3. Varm en slip-let-pande op med lidt olie og læg kikærtemassen på i klatter på størrelse med et æg og steg dem et par minutter på hver side til de er sprøde og let gyldne.
  4. Server som snack med dip til, i pita, på salat, i sandwich eller hvordan du nu har lyst.

tirsdag den 25. september 2012

LykkeMomentet - mormormad

Må sige at jeg har en svaghed for god gammeldags dansk mad, som min far altid lavede det da jeg var barn. Krebinetter af kalv og svin med kartofler, hvid sovs og gulerødder som dog har fået lidt 2012 touch!

mandag den 24. september 2012

Broccoli med peanutbutterdyppelse

Hvordan får du dine børn til at spise broccoli? Jeg gør det med peanutbutterdyppelse som mine smådrenge er vilde med.


 
Opskrift:
100 g peanutbutter
1 dl vand
2 tsk soya
2 tsk lime eller citron
Cayennepeber eller chili efter smag 
Salt

Alle ingredienser blendes med en stavblender og smages til 
(få ungerne til at hjælpe med at smage det til)



 
'
Det her er min favorit peanutbutter. Den er cremet og crunchy og lidt salt i smagen og så klæber den ikke ligeså meget til ganen som andre mærker jeg har prøvet.

torsdag den 20. september 2012

Spicy spagetti med squash

Kiggede ind i køleskabet her til frokost, hvor det ikke lige var rugbrødsmadderne, der trak i mig. Der var en rest af kogt spagetti, en rest af en kæmpe squash som jeg høstede i går, en rest madlavningsfløde 18% og så lige den nyindkøbte Chu Chum chilisauce som jeg bare måtte smage på.
Det var nu ellers meningen at det skulle ha været enormt sundt og slankende, men jeg har altså en seriøs svaghed for spagetti, som  er min ultimative comfort food.


  1. Jeg startede med at grave den inderste, svampede del, ud af squashen, som vel og mærket kun findes når squashen egentlig har fået vokset sig alt for stor.
  2. Så rev jeg squashen i juliennestrimler på mit forholdsvis nye mandolinjern.
  3. Pressede et lille fed hvidløg ned på en varm pande med lidt olivenolie, svitsede et øjeblik og kom så squashstrimlerne på.
  4. Tilsatte så fløden (der var vel ca. 1½ dl).
  5. Smagte til med Chu Chum (en lille tsk. fuld) og salt.
  6. Kom til sidst spagettien på og vendte rundt i hele herligheden et minuts tid. 
  7. Spis og vær glad!

LykkeMomentet - Chu Chum

Endelig havde mit favoritsupermarked Super Best i Solrød centeret fået Chu Chum på hylderne igen, nu har jeg også kun spurgt efter det et halvt årstid eller noget i den retning. Chu Chum jeg har savnet dig i mit køleskab, så velkommen tilbage.
Chu Chum kan findes her: http://www.chuchum.dk/page/Forhandler-Liste.aspx


mandag den 17. september 2012

Hokaidosuppe med Chorizo-oste-naan

Når efteråret kommer, så er det igen tid til at have suppe på menuen. I vinterhalvåret laver jeg stort set suppe en gang om ugen, det er nemt, billigt, hurtigt og en god måde at have en kødfri- eller kødfattig dag på. Dette vinterhalvårs første suppe, blev en Hokaidosuppe, som bare er et must i mit køkken om efteråret. Farven og den varme let søde smag, det er næsten som at ta' en bid af efterårssolen.


Opskrift på hokaidosuppe til ca. 4 personer:
1 Hokaido
1 løg
1/4 l madlavningsfløde 18 %
Salt
Chu Chum (eller noget andet chili)
  1. Hokaidoen er et genialt græskar at lave suppe af fordi skrællen ikke behøver at tages af da den bliver kogt helt mør og er lige til at blende ud.
  2. Hokaidoens stilk skæres af, græskaret flækkes over på midten, kernerne skrabes ud og den skæres i grove tern.
  3. Løget skæres i tern og svitses til de er klare.
  4. Græskarternene kommes op til løgene og bruner et par minutter. 
  5. Kom vand i til det dækker grøntsagerne og kog til græskarne er godt møre.
  6. Hæld ca. halvdelen af vandet fra, men gem det til at justere konsistensen med.
  7. Blendt suppen med en stavblender, direkte nede i gryden til suppen har en jævn konsistens.
  8. Stil suppen tilbage over varmen, kom fløden i og evt. mere vand (suppen skal dog være tyk og cremet)
  9. Smag til med salt og chili efter smag og behag.
  10. Server evt med en klat creme fraiche. 
Opskrift på Chorizo-oste-naan:
8 stk mini naanbrød
100 g Chorizopølse i tern
Revet ost
  1. Ost og Chorizo og evt et drys chiliflager fordeles på brødene.
  2. Brødene kommes i oven på 175 grader i ca. 10 min.  
 

søndag den 16. september 2012

LykkeMomentet - Bryllup på slottet

Har været til bryllup på Kokkedal slot denne weekend og fik den mest lyksaliggørende bryllupsmiddag man kunne forestille sig.


Forret: 
Ristede kantareller med grillet Pighvar serveret med perleløg og marinerede æbler

Mellemret:
Jomfruhummer à la nage med kokos, rød litchie, rød karry afrundet med ærteskud

Hovedret:
Kalv i to varianter. Serveret med blød pure af blomkål med brunet smør og parmesan.
Hertil pancetta, trøffel, stegt kartoffel og klassisk sauce à part

Dessert:
Friske bær og frugt med champagne sorbet

fredag den 14. september 2012

LykkeMomentet - nybagt rugbrød

Den lune endeskive fra mit nybagte rugbrød, den kan jeg aldrig stå for. Nogle gange bare som den er, andre gange med ost og i dag var det så med hjemmelavet jorbærmarmelade.

torsdag den 13. september 2012

LykkeMomentet

Dagens lykkemoment bestod af lige dele shopping af stiletter, taske, dullegrej, løbetøj og fedtet kinamad spist i solen på stændertorvet i Roskilde. Skøn dag!

onsdag den 12. september 2012

LykkeMomentet - Edemame

Elsker bare de bønner og så er de oven i købet smækfyldt med gode næringsstoffer!

mandag den 10. september 2012

Salat med grillede grøntsager

Måske var det den sidste varme dag i dag. I hvert fald var det bare med at nyde den som om det var. Så jeg købte nogle lækre svinekoteletter med skaft til grillen og biksede en salat sammen af alt muligt jeg havde i haven og køleskabet.

Salat med: agurk, minitomater, melon, majs, minimozerella, grillede auberginer og squash, ristet lufttørret skinke og saltmandler.

søndag den 9. september 2012

LykkeMomentet

Tapas hos kokkebrormand. Uhhm!

Værtindegaver

Denne weekend skal vi ud både lørdag og søndag, og hvad er så mere hyggeligt end at lave lidt forskelligt knas, at tage med i stedet for en blomst. 
Mandelkagerne fandt jeg i aug/sep nummeret 2012 af Madmagasinet "Mad & venner". Jeg har fået  abonnement på magasinet i et ½ år som gave fra min bror og hans kæreste, skøn gave som giver rigtig mange lykkestunder. Nå, men kagerne som hedder Ricciarelli blev noget anderledes da jeg lavede dem, end jeg lige havde forventet. Jeg er nu også ganske overbevist om at der var en fejl i opskriften som sagde at der skulle piskes marengs af 2 æggehvider og 400 g sukker. Efter første forsøg ringede jeg kokkebrormand op og sagde "kan det her passe" og vi blev enige om (efter opslag i kokkebogen), at det kunne det ikke. Så det her er min version af opskriften, hvad enten det så er rigtigt eller ej. Jeg synes nu de blev ret gode og mine unger er helt tossede med dem. De minder lidt om Biscotti, som  er de her andre italienske småkager med mandler i.


Saltmandler, italienske mandelkager og friske hasselnødder fra haven.

Opskrift på Mandelkager:
400 g smuttede mandler
2 æggehvider (pasteuriserede)
100 g flormelis
Revet skal af en økocitron
1 tsk vanillesukker
1 knips salt

Æggehvider og salt piskes stift og flormelis piskes i lidt af gangen til det bliver til en hvid marengs. 
Mandlerne blendes til mandelmel og vendes sammen med marengs, citronskal og vanillesukker.
Massen formes til kugler, på størrelse med en valnød og sættes på en bageplade. Når hele massen er brugt stilles kuglerne til tørre, med et stykke bagepapir løst over, i mindst 3 timer gerne til dagen efter. 
Kuglerne bages nu ved 140 grader i 25-30 min. Kagerne skal være sprøde, men ikke for mørke.

Opskrift på saltmandler:
Ca. 300 g mandler ristes på en tør pande.
3 tsk groft salt røres ud i 1 dl varmt vand.
Når mandlerne er godt varme kommes saltvandet på og der varmes videre til alt vandet er fordampet og saltet sidder tilbage på mandlerne som fint hvidt støv. 

lørdag den 8. september 2012

fredag den 7. september 2012

LykkeMomentet - nye daglige indlæg

LykkeMomentet er en ny stribe indlæg, hvor jeg så vidt muligt, hver dag vil blogge om de små kulinariske lykkestunder der opstår i min hverdag. Indlæggene er inspireret af nogle hyggelige små indlæg der hedder "dagens dejlige" på min yndlingsblog louisalorang.dk.

Det første LykkeMoment ser sådan her ud:


 

 Kartoffel på hjemmebagt rugbrød med Hellmanns mayo, dild og røget salt.

onsdag den 5. september 2012

Grillede squash i olivenolie

Mine to squashplanter forsyner mig for tiden med så mange squash, at jeg dårligt kan nå at spise dem. Jeg synes nu ellers jeg gør et meget godt forsøg, jeg kommer revet squash i kødsovs til spaghetti og lasagne, i kage, i fars, på pizza, i omeletter og hvad jeg ellers kan finde på. Squash er nu også en ret god grøntsag at "snige" i forskellige retter fordi den er så mild i smagen. Jeg behøver vel næppe at uddybe hvor meget jeg bare ELSKER squash.
Mit seneste forsøg på, at gemme mine hjemmedyrkede squash, til senere på sæsonen, er at grille dem og komme dem i glas med olivenolie. På den måde kom 4 squash til at fylde meget lidt, men jeg er ganske sikker på, at de kommer til at smage fantastisk, på en dag hvor jeg ikke lige kan hente en squash i haven, når jeg har lyst.

  
 Opskrift:
 4 squash i ½ cm tykke skiver
1 stor mild chili
Timian
Olivenolie
Salt

Squash i skiver og chilien som blev flækket på langs kommes i en pose med lidt olie og salt og rystes rundt så de er godt smurt ind. 
Grilles til de har en pæn farve.
Squashene kommes nu på glas sammen med timian og fyldes med olie.
 Lågene skrues kun let på til at starte med og 
glassene sættes i ovnen ved 150 grader til det bobler lystigt i glassene. 
Ta' så glassene ud og skru lågene helt til.

 

Auberginedyppelse

Jeg har fået overflod af auberginer og squash, hvilket i går inspirerede mig til denne dyppelse. Aubergine er i grunden en fascinerende grøntsag. Rå er den virkelig smuk, men også totalt uspiselig, tilberedt er den  knap så indbydende at se på, men tilgengæld meget smagfuld og blød i konsistensen.


Opskrift:
3 auberginer
Olivenolie
Vand
Saften af 1/2 citron
1 spsk honning
1/2 fed hvidløg
Salt

Auberginerne befris for skal, skæres i skiver, gnides godt ind i olivenolie, drysses med salt 
og bages ved 150 grader i 45 min.
Efter afkøling blendes de med vand til pureen har en passende konsistens. Smag til med hvidløg, citron og honning. Server som dyppelse til fx grillet kylling og med godt brød til.